RUBEN SØLTOFT ER TILBAGE
Det var på tide! Ruben-fans og stand-up entusiaster kan igen glæde sig til at se den finurlige, elskelige og excentriske komiker præsentere materiale af vanligt overvældende og ekstremt ærlig karakter. Den klassiske stand up er stadig hans foretrukne felt, og det bliver med en Ruben Søltoft i absolut topform, når han rammer Bastionen i foråret 2025.
“Jeg glæder mig helt vanvittigt til at komme ud i landet igen og overraske, forbavse og underholde. Det er virkelig på scenen, jeg føler mig allermest levende!” Sådan siger han selv om den kommende turné med det nye show, der har fået titlen: Hvorfor er der ikke nogen, der har sagt noget?
Omdrejningspunktet er den mere eller mindre ufrivillige dannelsesrejse, Ruben har været på siden successhowet Ting fra min mund. 30’erne har på godt og ondt ramt den folkekære stand-upper som et godstog, men heldigvis, eller nærmere selvfølgelig, har det komiske potentiale i kvartlivskrisen vist sig at være katalysator for noget af det allerbedste materiale, Søltoft nogensinde har leveret.