Jan Elhøj & Morten Kirckhoff deler ud af røverhistorier fra de mest usædvanlige rejsedestinationer i verden, når de inviterer til ‘Nul Stjerner – Det store rejseshow’ på Bastionen.
Under mottoet; ”Det værste udgangspunkt, rummer på de største oplevelser” har Jan og Morten rejst i mere end 50 lande, i jagten på de autentiske og mere ukendte sider af de lande de har besøgt.
Til showet på Bastionen diskes der op med røverhistorier og du får muligheden for at komme en tur med i maskinrummet på seersuccesen ‘Nul Stjerner’. Og de modigste blandt publikum kan vinde “flotte præmier” i ‘Nul Stjerner’ quizzen eller få de helt store gastronomiske smagsoplevelser fra nogle af de steder Jan og Morten har besøgt.
Showet er et humoristisk og lærerigt indblik i, hvordan man kan rejse ud i verden og blot lade sig guide af eventyrlyst, intuitionen og nysgerrighed. Jan og Morten tager dig langt væk fra charterturismens-håndklædereserverede-liggestole og klassiske turistfælder, hvor du kan nyde turen igennem hele følelsesregistret i de to værters gode selskab.
Rejser bliver aldrig det samme efter dette show.
Sammen har Morten & Jan udgivet seks bøger om deres rejser til forladte steder rundt omkring i verden. De mange rejser har også lagt fundamentet til deres seersucces ’Alt Forladt’ og ’Nul Stjerner’ på DR2.