”Jeg bærer alting ned til storskrald. Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal stille det hen. En papkasse med min dyne, to sæt sengetøj, en knagerække og boksmadrassen. En sort affaldssæk fyldt med tøj, den røde bordlampe og et salt-og pebersæt udformet som pingviner. Min barnets bog fra dengang mine forældre stadig tog billeder af os. Tues første år står der med blyant. Jeg kaster den ind i mørket til de andre ting. Det er den første september og tredje gang, jeg flytter, siden jeg tog til København fra Skive for fem måneder siden”.
Den syttenårige Tue med en hård opvækst i bagagen er flyttet fra provinsen til København. Han er endnu engang blevet opsagt som lejer og igen boligløs, og nu hulter han sig igennem, mens han prøver at blive forfatter. Tue er rodløs og har aldrig haft et tryg hjem, og i forsøget på at få tag over hovedet flytter han ind på sofaen hos en veninde og hendes prisbelønnede arkitektmor. Her går han langt over stregen for, hvad en gæst kan tillade sig i sin søgen efter et sted at føle sig hjemme.
Man skulle nok have været der handler om at være gæst i verden, om hjemløshed og om sociale skel og fattigdom i det danske velfærdssamfund. Fortælling er sidste del af Thomas Korsgaards roste romantrilogi om drengen Tue, og romanen vandt De Gyldne Laurbær i 2021.
